30-årig taber 10 kilo på verdens hårdeste vandretur

Tekst: Sofie Skov | Video: Ole Møller, TV SYD

Det er et halvt år siden, at 30-årige Daniel Thomsen fra Askov tog afsked med Danmark for at begive sig ud på sit livs hårdeste vandretur.

Den 4.265 kilometer lange Pacific Crest Trail, som strækker sig fra Mexico, gennem USA og slutter i Canada, er også kendt som vandringens svar på Mount Everest, hvor kun 25 procent af dem, som begynder, gennemfører.

Det lykkedes for Daniel Thomsen 8. september, og få dage senere landede han i Københavns Lufthavn.

- Det har været et eventyr uden lige. Det har overgået alle mine forventninger. Folk skal selv ud og prøve det, siger Daniel Thomsen.

Til at tage imod ham var hans far, Niels-Erik Thomsen, mødt op.

- Det er helt ubeskriveligt. Jeg har virkelig ventet på det her, sagde han kort før sønnens ankomst.

Daniel Thomsens far kunne næsten ikke forstå, hvor tynd hans søn var blevet efter den lange tur.
Daniel Thomsens far kunne næsten ikke forstå, hvor tynd hans søn var blevet efter den lange tur.

- Sierra-bjergene prøvede at slå en ihjel

Blandt de største øjeblikke på rejsen står synet af monumentet, som venter, når man gennemfører ruten, og så den massive sne i bjergene i Californinen og Nevada.

- Sierra-bjergene prøvede at slå en ihjel minimum én gang om dagen. Der var ikke en pause på noget tidspunkt. De blev bare ved med at banke dig med laviner, klipper og dyb sne, siger Daniel Thomsen.

Ikke det sidste eventyr

Inden afrejsen var Daniel Thomsen premierløjtnant ved det Danske Artilleriregiment i Oksbøl, men han sagde jobbet op for at gennemføre sit livs rejse.

I 2018 gik han ned med stress blandt andet i forbindelse med sit arbejde ved Forsvaret i Oksbøl. Det fik ham til at vende sig mod naturen. Siden har han vandret flere tusinde kilometer i Danmark såvel som den spanske Camino.

Nu har han så gennemført verdens hårdeste vandretur. Men det bliver langt fra den sidste.

- Jeg er hooked. Så nu skal jeg lede efter et nyt eventyr, siger Daniel Thomsen.