Har ikke fundet dement kvinde på cykel

En 68-årig dement kvinde fra Bramming har været væk siden søndag eftermiddag. Eftersøgning med hunde og helikopter mandag var resultatløs. Eftersøgningen fortsætter tirsdag, oplyser vagtchefen til TV SYD.

Kvinden hedder Jytte Blæsbjerg, har mørkt hår, briller, og er lille og spinkel. Hun er formentlig kørt fra sit hjem på sin hvide cykel iført hvid cykelhjelm.

-Vi har søgt i løbet af natten, og skal i gang igen her til morgen. Det er ikke lykkes at finde hende endnu. Udgangspunktet er hendes bopæl i Bramming, men hun er en erfaren cyklist, så hun kan være kommet langt væk hjemmefra, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Kvinden er formentlig sidst set omkring Højagervej mellem Egebæk-Hviding og Roager syd for Ribe 20.30 sent søndag aften. Politiets hundeafdeling søger nu efter kvinden i området ved Højagervej syd for Ribe. En helikopter er tilkaldt til at hjælpe med eftersøgningen fra luften.

Politiet vil gerne høre fra folk der har set den 68-årige kvinde på telefon 114.