Har samlet ti ton affald: Nu er han finalist som årets frivillige

Peter Michelsen fra Fanø er idemanden bag Ren Strand Fanø. Han har sammen med andre frivillige på knapt et år samlet ti ton affald. Nu er han i finalen som årets Fantastiske Frivillige.

Det vælter ind med affald på strandene på Fanø. Meget af det formentlig kastet overbord fra fiskefartøjer og andre skibe. 

Peter Michelsen fra Sønderho på Fanø har på mindre end ét år samlet 10 ton affald ind fra strandene. Selv eller med hjælp fra folk, der samler affaldet op i poser og sætter posen på bestemte steder. Han har set det meste:

- Jeg mangler at finde en atombombe, men ellers har jeg set alt - alt.

Han samler det helt gratis og ganske frivilligt. Han uddeler poser til turister og andre, der alligevel går tur på stranden og beder dem om at samle affaldet op. Ellers gør han det selv. 

Peter Michelsen er initiativtager til Ren Strand Fanø. Han er nu i finalen som årets Fantastiske Frivillig.
Peter Michelsen er initiativtager til Ren Strand Fanø. Han er nu i finalen som årets Fantastiske Frivillig.
Foto: Finn Grahndin

Peter Michelsen og hunden Tulle, som troligt følger ham rundt på øens strande, samler det ikke bare ind - og kører det til genbrugspladsen. Han er også begyndt at opsøge forureneren. Som et fransk fiskefartøj, der smider plastikdunke med spildolie overbord. Et tv, der stammer fra en hollandsk kutter. McDonald's der giver børn balloner - og vejrstationer, der sender op mod 40.000 vejrballoner afsted.

quote

Nogen gange kan jeg godt blive ramt af afmagt, og få lyst til at ruske dem, der sviner og sige: - kan I da for fanden da ikke se, hvad I laver.

Peter Michelsen, Ren Strand Fanø, Sønderho

Foreløbig har hans ide høstet masser af roser fra nær og fjern - og ti ton affald. Nu står han som finanlist i kåringen af årets Fantastiske Frivillige: 

- Det er jeg super stolt af, og jeg håber da vi vinder, men det er ikke derfor, vi gør det. Det er fordi, vi skal have gjort noget ved det her.

Forureningen er et stadig større problem og midt i sorteringen af det hele, kan det godt føles som et endeløst arbejde:

- Nogen gange kan jeg godt blive ramt af afmagt og få lyst til at ruske dem, der sviner og sige:

- Kan I da for fanden ikke se, hvad I laver, siger den flittige Peter Michelsen.

Socialt værested fra Kolding med i finalekampen:

Ud over Peter Michelsen fra Ren Fanø Strand, så er Gademix fra Kolding også nået til finalen.

Gademix er et socialt værested for unge i Kolding, hvor 20-30 børn og unge kommer flere gange i ugen. Hos Gademix er der tilknyttet 35 frivillige.

- Jeg er utrolig stolt af, at de frivillige her hos os med i kapløbet om den fornemme pris. De friville gør forskellen for os her hos Gademix, - uden dem ville det være rigtig svært, siger Gademix's leder Viktor Jacobsen til TV SYD.

I alt ti finalister dyster om æren og en pris på 25.000 kroner, som doneres af Roskilde Festival, Coop, Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse.

I alt er 308 frivillige blevet indstillet til prisen som årets Fantastiske Frivillige. Vinderen offentliggøres og kåres ved et arrangement torsdag den 20. december klokken 19 til 21 2017 i Roskilde. 

Årets 10 finalister i Fantastiske Frivillige er:

  • Peter Michelsen, Ren Strand Fanø.
  • Cindy Larsen & Dan Hansen, Gademix Kolding.
  • Emilie Weiss, Det Danske Spejderkorps, Gruppeleder for Adventure Gruppen.
  • Henning Busk, Kræftens Bekæmpelse Ikast/Brande.
  • Susanne Bak, Formand Stoholm Borgerforening.
  • Isabella Mittelstein, Projekt Husvild i Odense. 
  • Elsebeth Sørensen, Foreningen Spillestedet Stengade.
  • Rukiye Bilgin, Ungdommens Røde Kors i Slagelse.
  • Suzanne Seitzberg Larsen, Formand Lichen Sclerosus Foreningen.
  • Rasmus Erichsen, Stifter af Stop Spild Lokalt.