Se de festlige billeder: 112 hattedammer samlede sig i Tønder

Lørdag mødtes over 100 damer fra hele landet for at vise deres hatte frem til landstræf for hattedamer i Tønder.

De kan være høje, blomstrede, lavet af halm, med skygge, pyntede, multifarvede, kæmpestore eller bittesmå. 

112 hatte var i hvert fald at finde på 112 hoveder til landshattestævnet for hattedamer i Tønder. 

- Jeg synes, det er festligt at gå med hat, storsmiler formanden for Tønder Hatteklub, Birgit Holler Jessen.

Og mon ikke, de 111 andre fremmødte hattedamer er helt enige med Birgit Jessen. Det er i hvert fald Winni Abildgaard, der gemmer på 133 hatte derhjemme og har haft hat på hver eneste dag siden 1986.



Mødes hver måned

Tønder Hatteklub blev oprettet i 2007, hvilket betyder, at klubben til årets landshattetræf kunne fejre 15 års jubilæum. Og det fik de 30 medlemmer i Tønder Hatteklub fejret godt og grundigt ved optoget først på dagen.

- Man får simpelthen så mange roser. Jeg kan slet ikke forstå, at der ikke er flere, der bruger hat, siger en glad Birgit Jessen på vejen til Tønder Rådhus.

Klubben mødes hver måned - selvfølgelig iført hat.

- Vi tager på nogle ture, besøger forskellige steder og udstillinger. Nogen gange spiser vi også sammen, fortæller Birgit Jessen.

En god damehat koster mellem 100 og 500 kroner, men man kan finde mange forskellige hatte i genbrugsbutikker, forklarer de erfarne hattedamer.

- Så har man også råd til at skifte, så man ikke skal have den samme hat på, smiler Birgit Jessen.

Til dagens landstræf var der et hold deltagere fra Sjælland, Alspigerne fra Sønderborg, Lady Ashley fra Aabenraa, Så Hatten Passer fra Horsens, Jærhatten fra Norge, Madame fra Hornslet, Christine Frederikke fra Haderslev, Sønderborg Hatteklub, Eventyrhatten fra Odense og Tønder Hatteklub.


Se indslaget fra landshattetræf i Tønder.
Video: Jakob Schjødt