TV der bevæger dig

15.000 eller 450.000 fisk? Nu vil kommunen have besked

Hedensted Kommune er af Danmarks Sportsfiskerforbund blevet kritiseret for ikke at holde ordentligt opsyn med Hjarnø Havbrug. Udvalgsformand Lene Tingleff har nu indkaldt havbruget til møde hos kommunen. Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

Hedensted Kommune er af Danmarks Sportsfiskerforbund blevet kritiseret for ikke at holde ordentligt opsyn med Hjarnø Havbrug. Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

1 af 2

Hedensted Kommune vil have alle informationer på bordet i sagen om Hjarnø Havbrug.

Hedensted Kommune har ikke levet op til sin tilsynspligt med Hjarnø Havbrug, hvis man spørger Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og beboere langs Horsens Fjord.

Samtidig har Hjarnø Havbrug heller ikke været nemme at få informationer fra, når kommunen har spurgt.

Derfor indkalder Hedensted Kommune nu Hjarnø Havbrug til møde på kommunen.

- Vi har besluttet at indkalde Hjarnø Havbrug til et møde for at etablere et bedre samarbejde, fortæller Lene Tingleff, formand for udvalget for teknik i Hedensted Kommune, til TV SYD. 

Læs også Sportsfiskerforbund: Der er opdrættet mindst 400.000 sølvlaks i havbrug

Vi har ofte svært ved at få de informationer fra Hjarnø Havbrug, som vi spørger efter. 

Lene Tingleff, formand for udvalget for teknik i Hedensted Kommune

De seneste uger har kommunen forsøgt at kulegraven sagen om opdræt af sølvlaks hos havbruget. Danmarks Sportsfiskerforbund sandsynliggør, at Hjarnø Havbrug har opdrættet 400.000-450.000 sølvlaks uden tilladelse. Til kommunen har havbruget oplyst, at det kun drejer sig om 15.000 stk.

- Vi har ofte svært ved at få de informationer fra Hjarnø Havbrug, som vi spørger efter. Derfor lægger vi  nu op til et skærpet tilsyn med dem, siger Lene Tingleff, der håber på, at mødet med havbruget kommer i stand inden jul.

- Vi har ikke belæg for at sige, at Hjarnø Havbrug har overtrådt nogle regler og bestemmelser. Men vi understreger, at vi er nødt til at være fuldt informerede, hvis vi skal have et godt og tillidsfuldt samarbejde, mener hun.

Hedensted Kommune vil også informeres om forhold, der ikke nødvendigvis sorterer under deres tilsynspligt, for at kunne etablere et fornuftigt samarbejde. 

Læs også Sportsfiskerforbund langer ud efter kommune i sag om sølvlaks

Læs også Ministerium går ind i sagen om opdræt af havlaks