Sportsfiskere vinder klagesag: Havbrug mister sin miljøgodkendelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet miljøgodkendelsen af Flækøjet Havbrug i Lillebælt.

Konsekvenserne for den sårbare natur og havmiljøet blev ikke undersøgt godt nok, da Kolding Kommune i 2017 gav Flækøjet Havbrug en ny miljøgodkendelse.

Derfor har Miljø- og Fødevareklagenævnet valgt at følge den klage, som Danmarks Sportsfiskerforbund har rejst mod kommunens sagsbehandling.

Det betyder, at sagen nu igen havner på kommunes bord og skal behandles påny.

- Vi er meget tilfredse med at have vundet klagen. For det er uholdbart, at Flækøjet Havbrug kan få tilladelse til at udlede store mængder næringsstoffer i Lillebælt, siger Lars Brinch Thygesen, Natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Flækøjet Havbrug er ejet af Snaptun Fisk Export og har været placeret i Lillebælt siden 1983.

Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund skulle Kolding Kommune have lavet en VVM-undersøgelse, der vurderer havbrugets påvirkning, fordi det ligger i nærheden af et Natura 2000-område.

Birgitte Kragh, der er formand for Plan- Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune, siger til TV SYD, at de i første omgang afventer, om Flækøjet Havbrug ønsker en ny miljøgodkendelse, eller om de vælger at stoppe deres produktion.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Snaptun Fisk Export.