Efter 41 år som vinduespudser: - Havfruen er min afskedsgave til Esbjerg

Villy Møller forlader Esbjerg efter 41 års tro tjeneste med at forskønne byen. Nu har han skænket vestkystbyen en havfrue.

Farvel og tak, står der ved den barmfagre havfrue. 

Det er Villy Møller, der har placeret sit visitkort ved mindesmærket for en af byens mere kendte sønner - nemlig Tage Sørensens mindesmærke Skibet.

quote

Jeg har boet og arbejdet i Esbjerg i 41 år, men nu flytter jeg hjem til Thisted i Thy for at nyde min efterløn. Derfor har jeg doneret havfruen som en humoristisk afskedsgave til byen.

Villy Møller, efterlønner, Esbjerg

Tage Sørensen var Esbjergs store erhversmænd, som døde 100 år gammel i maj måned i år. Han stod bag flere store virksomheder i byen, og har blandt andet gennem Claus Sørensen-fonden skænket Esbjerg en tribune på Blue Water Arena samt Svend Wiig Hansens 11 meter høje statuer ved Sædding, der er blevet det moderne Esbjergs vartegn. En mand Villy Møller ikke vil stå tilbage for:

- Jeg har boet og arbejdet i Esbjerg i 41 år, men nu flytter jeg hjem til Thisted i Thy for at nyde min efterløn. Derfor har jeg doneret havfruen som en humoristisk afskedsgave til byen.

Mysteriet løst

Ingen har tilsyneladende set Villy Møller placere den 40 kilo tunge figur. Det var derfor noget af et mysterie, hvordan hun var kommet ombord på den 'ægte' skulptur Skibet. 

Men nogen havde set skulpturen hjemme ved Villy. Han har nemlig brugt den som en del af et sofabord. Så efterhånden begyndte rygterne at løbe.

- Jeg købte hende og bordet for omkring fem år siden i en genbrugsbutik. 

Villy Møller har arbejdet som vinduespudser og har også stået for at fjerne graffiti i Esbjerg. 

- På den måde kan man godt sige, at jeg har været med til at forskønne Esbjerg i mange år, griner han i telefonen.

 
 
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Hvem får mindesmærke

Han håber at figuren kan blive stående, for han synes, den passer rigtigt godt lige der ved havnen. Men han lover, at han ikke bliver fornærmet, hvis den ikke falder Esbjerg Kommunes smag.

Det store spørgsmål er, hvornår har man været vigtig nok til at få sin egen skulptur. Tage Sørensen var en betydningsfuld erhvervsmand for Esbjerg og fik skulpturen Skibet som mindesmærke over sig. Nu kan Villy Møller også blive udødeliggjort, hvis havfruen altså får lov at blive liggende.

Da TV SYD fanger Villy Møller på telefonen fredag aften, holder han afskedsfest for venner og kolleger. Lørdag kører han nemlig hjem til Thy for at passe sin båd i Thisted havn.