Havneformand uenig i habilitetsafgørelse

Formanden for Rømø Havn, Thomas Ørting Jørgensen er erklæret inhabil i kommende forhandlinger med direktør Karsten Lynge Skovsted på grund af uvenskab. Formanden er uenig i afgørelsen.

Forholdet mellem havneformand på Rømø Havn, Thomas Ørting Jørgensen, og direktøren for det nu tidligere KLS Energy, Karsten Lynge Skovsted, er koldt. Efter flere beskyldninger og juridiske overvejelser har Tønder Kommune nu erklæret Thomas Ørting Jørgensen inhabil i kommende forhandlinger med Karsten Lynge Skovsted på baggrund af uvenskab mellem parterne.

Thomas Ørting Jørgensen er dog ikke enig i Tønder Kommunes vurdering af sagen.

- Vurderingen er sket med baggrund i de udtalelser, jeg er kommet med som reaktion på de personlige angreb og påstande, Karsten Lynge Skovsted har fremført i medier og i sagsbehandlingen. Spørgsmålet om 'venskab og uvenskab' har for mig intet med indgåelse og overholdelse af aftaler mellem RH og KLS at gøre. Personlige relationer er for så vidt irrelevante, så længe de ikke udnyttes til personlig vinding, skriver Thomas Ørting Jørgensen i et skriftligt svar til TV SYD.

Havneformanden fastholder samtidig, at han mener, snakken om ”uvenskab” er irrelevant.

- Det er misforstået at tale om 'venskab og uvenskab' i denne sammenhæng. Jeg har gennem hele forløbet ageret professionelt i skrift og tale, og i fuld overensstemmelse med min opgave: at varetage havnens og borgernes interesser, mener Thomas Ørting Jørgensen.

Thomas Ørting Jørgensen, formand for Rømø Havn:

Er du enig i bedømmelsen af, at du er inhabil i eventuelle kommende forhandlinger med Karsten Lynge Skovsted?
- Nej. Men i relation til KLS er det uden betydning. Vi har en kompetent ledelse der fortsætter med at varetage Rømø Havn's og borgernes interesser.
 
Kommer inhabilitetsafgørelsen til at have konsekvenser for dit virke som formand?
- Det væsentligste for mig er, jeg kan se mig selv i øjnene, og at jeg har bestyrelsens fulde tillid. Det er der ikke ændret på.
 
 Kan du forestille dig at gå af som formand for Rømø Havn?
- Ikke på baggrund af sagen her.
 
Hvad har efter din mening ført til uvenskabet med Karsten Lynge Skovsted?
- Jeg har de sidste uger været udsat for personlige angreb og løgnagtige påstande fra KLS' side. Dem har jeg kommenteret på. Det er disse udtalelser som Tønder Kommune ligger til grund for deres vurdering om et 'uvenskab'. Udtalelserne står jeg ved, men de har intet med 'venskab og uvenskab' at gøre.
 
 Andre aktører på Rømø Havn har tidligere udtalt kritik af dig som formand, har du selv aktier i uvenskabet med Karsten Lynge Skovsted (og eventuelle andre aktører)?
- Det er lykkedes KLS med god assistance fra medier at fremstille sagen som et spørgsmål om min person.  KLS har sin egen agenda, og den er der nogle, der er hoppet med på. Rømø Havn agerer professionelt, og det fortsætter vi med at gøre. Vi har også et ansvar for havnens økonomi.