Tørken hærger stadig vores haver

Det er nu, der skal gøres noget ved de triste halvdøde blomster, buske og træer, opfordrer ejer af plantecenter.

Sådan ser mange villahaver ud: Brune blade, hængende blomster, gule pletter. Farverne er efterårsagtige, men er et resultat af de lange og helt usædvanligt varme sommerdage.

Frem med de grønne fingre. Noget må der gøres. Noget kan der gøres. Det vender vi tilbage til.

Først kigger vi ind til Merry Schmidt i Villebøl ved Ribe. Hun har en Åben Have og sælger pluk-selv-blomster. Men hendes have ligner mange andres haver.

quote

Ja den har det ikke godt. Den har taget meget skade af sommerens tørkeperiode.

Merry Schmidt om sin kvalkved-busk.

Givet op

En kvalkved midt i haven har det rigtigt skidt. Dens blade er helt tørre og brune. Den store busk ligner en, der har givet op.

- Ja den har det ikke godt. Den har taget meget skade af sommerens tørkeperiode, siger hun.

Merry Schmidts vandmåler har været ret tom. Hun husker, at der kom 16 mm regn den 10. maj - o så fik vi vand igen den 28. juli. Ind i mellem de to daoer faldt der kun 2 mm regn.

quote

Desværre er det ikke så godt, når bladene skulle være grønne.

Merry Schmidt om sin rhododendron-busk med kobberrøde blade.

Også de gamle er ramt

Mange nyplantede blomster, buske og planter har haft problemer, fordi de ikke har nået at danne et ordentlig rodnet. Nemme ofre for solens stråler og høje temperaturer – og nul regn. Men også gamle buske ser stærkt medtagne ud – eller har måttet give helt op.  

Lidt længere nede i Merry Schmidts naturhave står en smuk busk med kobberfarvede blade.

- Desværre er det ikke så godt, når bladene skulle være grønne. Det er en rhododendron.Selv der hvor blomsteransættelsen skulle være, er visnede helt væk. Jeg er spændt på, om den sætter blomster til næste år.

Merry Schmidt har reddet sine pluk-selv-blomster ved at vande og vande og vande.
Merry Schmidt har reddet sine pluk-selv-blomster ved at vande og vande og vande.
Foto: Finn Grahndin

Håb?

Hun tager en kniv frem og skraber i buskens grene for at se, om der bag barken er liv. Det ser sådan ud. Der er håb, men busken skal skæres kraftigt ned for at overleve.

Andre steder i haven står der buske og stauder, der har kendt bedre dage. De brune og grønne farver side om side på samme buske. Det ligner et billede af – et symbol på - en meget frustreret haveejer.

 

Merry Schmidt har grønne fingre, men nu skal de alvorligt på arbejde.
Merry Schmidt har grønne fingre, men nu skal de alvorligt på arbejde.
Foto: Finn Grahndin

Nyt på vej

- Nu skal jeg til at klippe og beskære, der hvor noget af planterne er gået ud, og de der er gået helt ud, de skal jo fjernes helt og på et tidspunkt erstattes af nye, siger Merry Schmidt.

- Det lyder som godt nyt for planteskolerne og havecentrene?

- Jamen, det tror jeg bestemt også det er, siger hun.

Sådan skal du gøre

Og så til det her med at gøre noget. Ejer af Kolding Plantecenter, Martin Bruun,skriver:                                                                                                                  

Der kan være planter, som er gået til, eller i bedste fald har fået lidt skader med visne blade eller grene. En tur igennem haven med saks og spade, ville være på sin plads. En pyntebeskæring eller en udtyndning af ramte planter, så haven ser mere frisk ud igen. Tag spaden med, så man kan grave døde planter væk eller fjerne de planter, som er skadet så meget, at der ingen værdi er i dem mere.

Plantesæson nu                                                                                                              

Ændring i vejret har startet plantesæson op nu. Det er perfekt at plante træer og buske som er pottegroet, og om ganske kort bliver der lukket op for salg af klumpplanter, Hækplanterne, som tit og ofte er barrodede, kræver en afmodning, inden de kan sælges, men her kan man forberede jorden og klargøring til rette plantetid.

Beskær bløderne

Senest midt i september skal de bladstedsegrønne planter som laurbærkirsebær, kristtorn og buksbom beskæres, så de nye skud kan nå at modne af inden vinter.
Beskæring af planter i gruppen af ”blødere” (bl.a. birk, ahorn, japanske kirsebær, valnød, nektarin, abrikos og kirsebær) skal ske her i sensommeren.

Klip og beskær, så haven ser frisk ud igen.
Klip og beskær, så haven ser frisk ud igen.
Foto: Finn Grahndin

Nu gror græsset. Slå det.                                                                                                                     

Plænerne har virkelig taget revanche for manglen på tilvækst sommeren over, så de skal i den grad passes med plæneklipperen. Ujævnheder lappes nemt ved at efterså, og tidspunktet er perfekt til såfrø. For igen af få en perfekt plæne er det vigtigt at gøde en sidste gang.

Paradisæblerne har endelig fået farve.                                                                                                    

Det er ikke alle sorter, der er modne, men tjek modenheden hvis du vil lave paradisæblegelé. Det gør du lettest ved at skære frugten igennem og se om kernerne er blevet mørke.

Æblerne falder fra træerne                                                                                                                    

Så nu skal du være hurtig for at redde de tidligt modne sorter, inden de rådner. Heldigvis er der mange fugle, som nyder godt af den nedfaldne frugt, men hvepsene er også glade for de rådne frugter, så derfor bør du samle dem sammen og smide i hønsegården eller på komposten.    

Forårets prydløg skal plantes nu

Efter en lang og blomsterrig sommer kan det godt være lidt af en udfordring at skulle tage sig sammen til at plante nye blomster i havens bede og krukker. Ikke desto mindre er det, hvad man bør gøre med rettidig omhu.

At lægge prydløg er ikke svært. Placér dine indkøbte prydløg på jorden, så de plantes med max. 10 cm mellem hver. Du kan sagtens lægge dem i klynger – så får du tætte blomstertuer. Når du har fordelt løgene, så skal de plantes. Du kan bruge en løglægger eller en lille graveske. En tommelfingerregel siger, at løget skal ned i tre gange løgets højde. Er løget 3 cm højt, så skal det ned i 9 cm dybde. Fyld jord på og vand efter, så jorden får god kontakt til løgene.      

Nye afgrøder

Så er det tid til at få sået nye afgrøder. Dette kan du lige nå at så: Spinat, rødbeder, vinterportulak, salat, rucula. Er man helt færdig for i år, så fyld højbedet med noget frisk jord og tilfør en pose kalk, ellers er jorden for udpint til næste års udplantning.