HJEM TIL JUL Hedensted bringer sine børn hjem med bus og julemand

Hedensted-børn fra hovedstaden skal også hjem til jul. Det kom de i dag med Hedenstedernes Julebus - og med hjælp og underholdning fra julemanden.

"Jeg har haft et nedbrud med kanen, så kan jeg måske få et lift?"

Sådan melder julemanden sin ankomst, da han hopper på Hedenstedernes Julebus lige inden Lillebæltsbroen.

På det tidspunkt har bussens hjul kørt rundt i cirka to timer, så julemandens visit bliver mødt med klapsalver.

- Det er pisse hyggeligt, synes Kristian Kjær Jakobsen, der til dagligt bor i Albertslund, og derfor har været med bussen helt fra København, for at han kan komme hjem til sin familie i Hedensted.

Om Hedenstedernes Julebus

  • Hedensted Kommune indsatte 21. december to busser til at hente de unge hjem
  • Busserne kørte fra København og Aalborg til Hedensted
  • I år er det fjerde gang
  • Kommunen gør det i håb om, at de unge vil vende hjem og bosætte sig i Hedensted
  • Læs mere her.

Julemanden kommer, traditionen tro, med en sæk i hånden - fyldt med gaver og leg for at få den 247 kilometer lange bustur til at føles lidt kortere.

Der bliver uddelt flæskesvær til alle - og gaver til dem, der vinder julemandens medbragte bankospil.

En gratis hjælp hjem til jul

Det er fjerde jul, at julebussen til Hedensted kører. Kristian er med kommunens arrangerede bus for tredje gang.

- Det er vildt sødt og dejligt af dem (kommunen red.), og mega hyggeligt med julepynt og godteposer, fortæller han til TV SYD, der er taget med på busturen.

På en skala fra 1 til 10 glæder Kristian sig otte til at komme hjem - for nu er han jo ikke helt barn længere:

- Jeg ville ønske, at jeg var et lille barn og kunne glæde mig ligeså meget til juleaften, som jeg gjorde dengang, griner han.

Men bussen, der er pyntet af Børnehuset Tippen i Hedensted, hjælper lidt på julestemningen hos Kristian, der i hvert fald har et projekt foran sig: 

- Jeg skal hjem og bage nogle småkager, lave noget konfekt og sådan med min søster og mor, siger han.

Kristian bliver mødt af sin mor, der bringer smil og kram.
Kristian bliver mødt af sin mor, der bringer smil og kram.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Hjemme i Hedensted venter mor ved bussen.

"Hej mor!"

"Hej Kristian!"

Det store smil toner frem og et kram bliver givet.