Hedensted jagter kloge hoveder på industrimesse

Hedensted Kommune har meget lav ledighed - og det får nu kommunen til at jagte unge kvikke hoveder på industrimessen i Herning, da kommunens virksomheder sukker efter kvalificeret arbejdskraft.

Hedensted Erhverv går på HI-Messen, der åbner tirsdag i Herning, på jagt efter både nye virksomheder og arbejdskraft.

Hedensted Kommune har den laveste ledighed i Region Midtjylland. Det er naturligvis glædeligt, men samtidig skaber det også problemer for de lokale virksomheder, som i stadig højere grad efterlyser kvalificeret arbejdskraft. Derfor gør Hedensted Erhverv på HI Teknologi- og Industrimessen en målrettet indsats for at komme i kontakt med de omkring 500 studerende blandt de 17.000 besøgende, der sædvanligvis gæster industrimessen.

quote

Missionen er helt klart at markedsføre vores gode erhvervsliv og spændende og alsidige arbejdspladser i forhold til de mange studerende.

Anders Killmann Petersen, erhvervschef, Hedensted

- At deltage i HI-Messen er for os et helt nyt initiativ, og missionen er helt klart at markedsføre vores gode erhvervsliv og spændende og alsidige arbejdspladser i forhold til de mange studerende, som vi ved traditionelt deltager i messen. Samtidig vil vi forsøge at tiltrække nye virksomheder til vores område, som udmærker sig ved at ligge helt tæt på E45 og Herning-motorvejen, Billund Lufthavn og en række østjyske erhvervshavne, siger Hedensted Kommunes erhvervschef Anders Killmann Petersen i en pressemeddelelse.

Hedensted Erhverv har på forhånd bedt de lokale virksomheder om at melde tilbage, hvilke jobmuligheder de kan tilbyde de studerende.

- Vi tror på, at vi med en målrettet indsats på Facebook, LinkedIn og med informationer på HI-Messen kan være med til at vække en interesse for og også tiltrække arbejdskraft til vores virksomheder, tilføjer erhvervschefen.

Hedensted Kommune, der kan træffes på stand K8146, er en af kun to jyske kommuner, som deltager på årets HI-Messe.