Hedensted møder Lyngby i pokalturneringen

Pokaloverraskelsen Hedensted kommer på turneringens sværeste opgave, idet danmarksseriemandskabet møder superligaklubben Lyngby.

Indtil videre har to divisionsklubber måttet lade livet i pokalturneringen i fodbold efter mødet med danmarkserieklubben Hedensted IF.

Ved mandagens lodtrækning til 3. runde blev østjyderne så parret med superligaklubben Lyngby, og den opgave virker på forhånd forholdsvis uoverkommelig. Men med resultaterne i de to første runder af pokalturneringen in mente, er en tredje overraskelse ikke urealistisk.

I 2. runde sendte Hedensted 2. divisionsmandskabet fra Aarhus Fremad ud med en sejr på 1-0. I 1. runde af pokalturneringen leverede Hedensted en gedigen overraskelse ved at slå 1. divisionsklubben Thisted med 3-2. 

For de resterende syd- eller sønderjyske klubber gik det sådan, at FC Fredericia fra 1. division møder superligaklubben AGF, Sønderjyske skal på udebane møde vinderen af Vendsyssel og Brabrand, mens AC Horsens spiller ude mod Holbæk B&I fra 2. division.

De resterende opgør er:

* Middelfart - Viborg/AaB.

* Hvidovre - Husum/Helsingør.

* Vejgaard - FC Nordsjælland.

* Fredensborg/HIK - Kjellerup/Silkeborg.

* Ledøje-Smørum - Brøndby.

* Otterup - Randers FC.

* Skive - FC København.

* Slagelse B&I - Hobro.

* Greve - FC Midtjylland.

* Fremad Amager - OB.

* Næstved - HB Køge.

* VB 1968 - Jammerbugt.

Kampene spilles efter planen 19.-21. september.