Hedensted vil være hovedstad for produktion

Forskning og praktik skal møde hinanden i nyt produktions-, inspirations- og videncenter i Hedensted, der vil være produktions-hovedstad i Region Midtjylland.

Vækstforum Midtjylland vil støtte centret med 3,4 millioner kroner.

Den samlede aktiekapital for universet er på 75 mio. kroner. Investorerne er Fonden Insero, Realdania, lokale aktionærer, Horsens Kommune, Hedensted Kommune og nu også Region Midtjylland.

Hedensted Kommune vil ikke længere være kendt som en traditionel industrikommune. Et nyt center, Dansk Produktions Univers, skal henvende sig til både iværksættere og etablerede virksomheder og fremme forskning, udvikling, uddannelse og innovation inden for industriel produktion.

Formålet er at fastholde og udvikle produktionsarbejdspladser i Danmark, og derudover har parterne bag foreningen den vision, at i år 2025 er centret omdrejningspunkt og kendt som førende inden for moderne produktion.

Udvikling er vigtig

Vækstforum Midtjylland har netop bedt regionsrådet støtte etableringen af Dansk Produktions Univers, DPU, med 3,4 millioner kroner.

- For at kunne klare sig i den internationale konkurrence i dag, skal industrivirksomheder udvikle sig hurtigt, og det kan de kun gøre, hvis de eksempelvis har adgang til uddannelse, hjælp til forretnings- og ledelsesudvikling, nyt produktionsudstyr og netværk, Det nye center skal sikre virksomhederne den adgang, siger formand for Vækstforum, regionsrådsformand Bent Hansen.

I Hedensted Kommune er borgmester Kirsten Terkilsen selvsagt glad for Vækstforums tilsagn om støtte.

75 nye arbejdspladser

Parterne bag DPU forventer, at etablering af universet i løbet af de første to år vil betyde, at der skabes 20-25 nye arbejdspladser, mens der i år 3 forventes skabt 40-50 nye arbejdspladser ligeligt fordelt mellem eksisterende og nye virksomheder, hvortil kommer en afledt effekt på servicebranchen.

Samtidig har Hedensted Kommune fået tilsagn om støtte til at undersøge og lave en implementeringsplan for, hvilke ydelser en industriinkubator som eksempelvis det nye DPU skal tilbyde. Det skal foregå i samarbejde med partnere i Herning, Randers, Viborg og Aarhus kommuner.

Se mere i TV SYD Nyheder 19.30.