Far Helge fra 'Familie på Farten' gik 3.500 kilometer for en god sag

Søndag ankom Helge Rude Kristensen til Give. Inden da havde han tilbagelagt 3.500 kilometer i den gode sags tjeneste.

Man skal holde, hvad man lover.

Helge Rude Kristensen, som mange måske kender fra programmet 'Familie på farten', lovede sin nabo, at stoppede han med at ryge, så ville Helge gå fra Nordkap til Give.

Naboen er i dag røgfri på syvende år - så for to en halv måned siden snørede Helge vandrestøvlerne på Nordkap og var klar til at indfri sit løfte.

Han har dog også fået andet end ømme fødder ud af den lange gåtur. Helge har nemlig gået penge ind til Kræftens Bekæmpelse, og det er blevet til hele 130.000 kroner.

- Det har været hårdere, end jeg havde regnet med. Det var bare noget, man gjorde. Man kørte derop, og så gik man 50 kilometer hver dag. Men jeg er ved at være en gammel mand, har jeg fundet ud af, siger Helge Rude Kristensen til TV MIDTVEST.

quote

Jeppe har sagt, at man ikke skal gå og have ondt af sig selv. Man skal sætte sig nogle mål, og så skal man fuldføre dem.

Helge Rude Kristensen

På turens første dage havde han følgeskab af sin ven Jeppe Noppenau på 36 år, der er uhelbredeligt syg af kræft. Jeppe var også med på det sidste stykke af turen, men han har hele vejen været en vigtig motivationsfaktor for Helge, når han var ved at give op.

- Jeppe har sagt, at man ikke skal gå og have ondt af sig selv. Man skal sætte sig nogle mål, og så skal man fuldføre dem, siger Helge Rude Kristensen til TV MIDTVEST.

Vel fremme i Give blev Helge og Jeppe modtaget af 150 mennesker, der stod klar til at fejre den vellykkede mission.

TV SYD besøgte Helge Rude Kristensen kort før afrejsen til Nordkap, det indslag kan du se lige her:

Helge Rude Kristensen tabte et væddemål - nu skal han ud på sit livs længste gåtur, mens han samler ind til velgørenhed.