Hell Angels lukker og slukker i Esbjerg

Efter fem år har rockerklubben Hells Angels forladt Esbjerg. Afdelingen flytter til Aarhus, skriver TV2Nyhederne.

Hell Angels flyttede ind under stor mediebevågenhed. Der opstod med det samme gnidninger med rivalerne i Bandidos, som havde et tilholdssted i den indre by.

I løbet af  specielt det første år var der mange sammenstød.

Den kendte talsmand, Jørn Jønke Nielsen, bekræftede i TV SYD, at Hells Angels var flyttet ind i Esbjerg. Og det er også ham, der bekræfter, at klubben lukker i løbet af sommeren.

- Vi samler os i en større afdeling. Vi flytter til Aarhus.  Vi tager alle derop, siger Jørn Jønke Nielsen.

Afdelingen i Esbjerg, hvor Jørn Jønke Nielsen selv holdt til, blev etableret i juli 2011. Rockeren kom til Esbjerg fra afdelingen i Vejle. Også den er i dag lukket ned.

Jørn Jønke Nielsen ønsker ikke at fortælle, hvorfor rockerne nu samler sig i Lystrup ved Aarhus, skriver TV2Nyhederne.

- Du kan kalde det rettidig omhu, siger rockeren, der ikke ønsker at uddybe det yderligere.