TV der bevæger dig

Helten fra Fredericia blev mindet

Generalløjtnant Bülow blev i dag mindet ved sin grav på Dybbøl Kirkegaard. Foto: Hans Lausten, TV SYD

’Slaget om Fredericia’ blev torsdag markeret ved generalløjtnant Bülows grav i Dybbøl. Her blev helten fra Fredericia mindet.

Den 6. juli er årsdagen for ’Slaget om Fredericia’. På denne dato i 1849 iværksatte generalløjtnant Bülow et angreb mod den slesvig-holstenske hær, der i flere måneder havde belejret fæstningsbyen Fredericia. Det lykkedes den danske hær at vinde slaget og drive fjenden på flugt. 

Læs også Den 6. juli 1849 gav Danmark troen på egne evner

Traditionen tro mødtes Kontaktudvalget For De Militære Traditioner I Sønderborg i dag ved generalløjtnant Bülows grav på Dybbøl Kirkegaard for at mindes ham. Traditionen startede i 1920, men kirkeværgen ved Dybbøl Kirke mener stadig, det er vigtigt at markere dagen.

- Det er en rigtig flot tradition, og det er da mit ønske, at den skal fortsætte. I området her har vi så mange mindesmærker for vores faldne soldater. Det er meget vigtigt, vi fortsætter den tradition, siger Flemming Jensen, kirkeværge ved Dybbøl Kirke til TV SYD.

Generalens grav er den eneste grav på kirkegården med en flagstang. Til mindehøjtideligheden blev Dannebrog hejst til tops i flagstangen. Derefter blev en krans og blomster lagt på graven som minde om generalen. I år blev der som noget nyt også sunget en sang.

Flemming Jensen håber, at flere unge vil være med til at markere dagen, så traditionen kan fortsætte i mange år.

- Yngre mennesker skulle gerne komme med. Vi andre er ved at være oppe i alderen, så når vi falder fra, skulle vi gerne have nogle nye med, siger Flemming Jensen. 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden