TV der bevæger dig

Hemmelig mand giver penge, så fattige kan få mad

De frivillige fra Kolding Madhjælp kan mætte mange munde med pengene fra den hemmelige giver. Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

En ukendt mand afleverer jævnligt penge i en Rema 1000 i Kolding. Ingen kender hans navn, og det eneste han kræver er, at pengene bruges på mad til fattige.

De frivillige fra Kolding Madhjælp er glade. De har nemlig endnu engang modtaget penge fra en hemmelig giver. Og nu er de ude for at købe mad for pengene.

-Vi har fået 3000 kr. Det fik vi også for et par måneder siden, fortæller Ida Merete Jørgensen, der er frivillig Kolding Madhjælp.

Læs også 700 mennesker hjælper hinanden med mad og gaver

Det seneste halve år har den anonyme mand doneret penge til Kolding Madhjælp igennem den lokale Rema 1000. Her afleverer han jævnligt et pengebeløb og beder, om at pengene afleveres til Kolding Madhjælp, så de kan købe mad til fattige borgere. Alt i alt har Kolding Madhjælp modtaget 11.000 kr. fra den anonyme giver.  

Men de frivillige i Kolding Madhjælp har aldrig mødt den gavmilde mand. 

- Vi har spurgt, men personalet har fået strenge ordre på, at de ikke må fortælle, hvem han er. Så det kan ikke lade sig gøre, siger Ida Merete Jørgensen.

Læs også Til kamp mod madspild - overskydende mad gavner de fattige

Men pludselig - mens de frivillige handler - kommer en ekspedient og fortæller, at den hemmelige giver er i forretningen. Manden ønsker ikke at stå frem, men de frivillige får lov at takke den storsindede mand.

- Det var så fantastisk – det er slet ikke til at forklare. Vi er dybt rørte. Det er så overvældende, at vi har fået gåsehud, siger Ida Merete Jørgensen.

Efter handleturen kører Kolding Madhjælp maden til et lager i Harte, hvor op mod 100 mennesker kommer og får glæde af den hemmelige mands gavmildhed.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu