Hent din nye kæreste i supermarkedet

Nu kan du hente din nye kæreste i supermarkedet. En ny datingside arrangerer tilfældige møder for singler, der vil møde mulige kandidater ansigt til ansigt.

Findmignu.dk gør op med de traditionelle profiler, foto og udveksling af mails på datingsider.

- Du får i stedet kendskab til de andre singler, når du møder dem ansigt til ansigt derude. Det kan være, når du er i supermarkedet, går tur i parken eller er ude til et kulturelt arrangement i dit område. Ægte kemi og kontakt uden falske forhåbninger. Vi kalder det live-dating, hedder det på siden.

1.000 singler har allerede sluppet 300 kroner for at komme ind i varmen.

- Hele idéen er at skabe en datingplatform, hvor man ikke kan gemme sig bag falske profiler, men ser hinanden i øjnene fra starten, fortæller Birgitte Johnson, der står bag siden, i en pressemeddelelse.

Kærestesøgende skal udstyre sig med et særligt kendetegn, som kun de indviede får kendskab til via hjemmesiden, hvorefter de skal bevæger sig ud i verden for at blive fundet.

Hjemmesiden henvender sig til singler i Trekantområdet, København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Find mig nu.