Henter back hjem fra Bundesligaen

Esbjerg fB henter den 29-årig venstre back, Leon Jessen, tilbage fra 1. FC Kaiserslautern. Han er efter en lang genoptræningsperiode klar til at spille for vestjyderne i den sidste træningskamp lørdag.

Leon Jessen fløj fredag aften fra Kaiserslauterns træningslejr for at slutte sig til Esbjergs trup, som spiller mod Lyngby.

Sidste sæson blev spoleret af en fodoperation.

- Efter en lang genoptræningsperiode, der varede til slutningen af februar, glæder jeg mig nu til atter at få

gang i karrieren, siger Leon Jessen i en pressemeddelelse. Esbjerg er en spændende klub, som i de seneste sæsoner har skabt gode resultater. Under en uges træningsophold fik jeg et rigtig godt indtryk af alle i og omkring klubben, og kulturen præget af ærgerrighed og hårdt arbejde passer fint til mig.

Leon Jessen slår på, at han har samlet en del erfaringer ved at stå alene i svære situationer i et andet land.

- Og også fodboldmæssigt har jeg bygget på ved at have stået over for nogle af de bedste spillere i tysk fodbold i de to første sæsoner i Kaiserslautern.

Den 29-årige back indledte sin karrierere i Brande IF og fortsatte i Ikast - og senere fusionsklubben FC Midtjylland. Her debuterede han som 17-årig og spillede 81 kampe.

Han skiftede til tysk fodbold for fem år siden, og spillede i de to første sæsoner 42 bundesligakampe, inden nedrykning til 2. Bundeliga.

- Leon Jessen er en angrebsivrig venstre back, som meget gerne vil deltage i spillet fremad banen, som vi ønsker af vore backs. Han har prøvet en del som fodboldspiller, og han er taktisk klog, siger cheftræner Niels Frederiksen.

Leon Jessen flytter til Esbjerg med kæresten Mette, der i årene i Tyskland har gennemført en kandidatuddannelse i dansk og historie via fjernstudium på Aarhus Universitet.