Her er Danmarks farligste rundkørsel

Kigger man på ulykkesstatistikken for rundkørsler i landet, ryger Strandby Plads i Esbjerg ind på en førsteplads. Nu vil kommunen gribe ind.

Den store rundkørsel i Esbjerg ved Strandby Plads er ifølge Esbjerg Kommune den farligste i landet. I løbet af de sidste 10 år har der været 50 ulykker i rundkørslen.

I størstedelen af ulykkerne blev cyklister eller knallerter påkørt af biler på vej ind i rundkørslen.

Nu vil Esbjerg Kommune gribe ind over for de mange ulykker i rundkørslen med den store træmast. Rundkørslen skal fra august og to måneder frem gennem en ombygning.

- Det er en situation, som vi simpelthen bliver nødt til at få gjort noget ved. Efter ombygningen forventer vi en reduktion i antallet af uheld på 40 procent og antal personskader på 50 procent, siger fungerende formand for Teknik og Byggeudvalget Jørgen Ahlquist i en pressemeddelelse.

Kommunen forventer, at ombygningen kommer til at koste 1,6 millioner kroner.