Her er de seks mest stillede spørgsmål til Stine, som er interkøn

Fik du ikke stillet et spørgsmål til Stine Toft søndag aften, kan du her se de seks mest stillede og læse hendes svar. 

Søndag aften sendte TV SYD dokumentaren ’Stine findes ikke’, der handler om at være interkøn. Det vil sige, at hun er født med både kvindelige og mandlige kønstegn.

Efterfølgende kunne brugere chatte med Stine på tvsyd.dk. Hun fik mange spørgsmål om alt fra sin krop til sit kærlighedsliv. Langt de fleste beskeder udtrykte en kæmpe respekt, og mange sagde tak til Stine for at stå frem og fortælle sin historie.

1. Leo: 

Du siger, du gerne vil være mor. Du har måske ikke mulighed for at blive far? Er der ikke nogen af dem, der har det som dig, der har mulighed for selv at vælge om de vil være mor eller far? Kærlig hilsen Leo

Svar: 

Kære Leo. Som udgangspunkt kan man ikke selv vælge, for det afhænger af hvilke organer man er i besiddelse af og funktionaliteten af dem. For nogle interkønnede er det desværre fuldstændig umuligt at blive forældre. Kærlig hilsen Stine

2. Anette: 

Når der findes så mange variationer af interkøn, kan det så forekomme, at man har en livmoder, men ingen skede? Her tænker jeg så, om det kan blive farligt, hvis livmoderen laver en menstruation, men kroppen ikke kan komme af med det?

Svar: 

Kære Anette. Der er en variation, hvor det godt kan forekomme - og i de tilfælde kan det ske, at der er behov for en mindre operation for at kunne slippe af med menstruationen. Vh Stine

3. Malene Dalgas:

Hej Stine.Tak for din historie. Hvor er du bare sej. Jeg fornemmer en stigende åbenhed overfor minoriteter. Gør du også det? Har du altid følt dig som pige/kvinde?

Svar: 

Kære Malene. Mange tak. Jeg synes egentlig, at der er kommet en større accept og åbenhed over for minoriteter, men interkøn er stadig et meget nyt emne for mange, og derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på vores sag. Jeg har aldrig følt mig som andet end pige/kvinde, og derfor er det også svært for mig at høre mig selv omtalt som en dreng. Men du kan læse mere om min historie her: https://www.tvsyd.dk/artikel/det-var-som-om-jeg-ikke-fandtes. Vh Stine

4. Kirsten:

Hej, skønne kvinde. Må man spørge hvordan dig og din kæreste mødte hinanden, og om det var kærlighed ved første blik? :-)

Svar: 

Kære Kirsten. Jeg og Inge mødte hinanden i et chatrum online, hvor Inge forelskede sig i min fantastiske evner i at argumentere :-) Og så aftalte vi at mødes til Copenhagen Pride, og herefter mødtes vi hjemme hos mig i Viborg. Kort tid efter flyttede jeg til Kolding, og så har jeg boet her lige siden sammen med Inge. Men det var ikke helt kærlighed ved første blik, men tæt på. Vi skulle tilbage og kigge én gang til :-) Vh Stine

5. Charlotte:

Hej Stine. Hvor er det vigtigt, at du fortæller din historie - tak fordi du deler den med os andre!
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan du har det med dine forældre i dag - jeg blev ked af det, da det til sidst i programmet blev sagt, at de ikke ville medvirke...
Mvh Charlotte

Svar: 

Kære Charlotte. Jeg har et godt forhold til mine forældre i dag, og det er ved at blive endnu bedre, men de har ikke haft lyst til at komme på tv. Men deres side af historien kan du læse her i artiklen: https://www.tvsyd.dk/artikel/vi-ville-oenske-vi-havde-vidst-det Vh Stine

6. Per:

Jeg forstår det ikke helt. Har du både mandlige og kvindelige kønsorganer? Hvis ja, hvilke? Mvh Per 

Svar: 

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil helst ikke ind på hvordan mine kønsorganer ser ud, men der er flere forskellige kønslige træk ved min krop, som er anderledes fra det typiske. Der findes 40 forskellige variationer af interkøn, og de ser alle sammen forskellige ud. Vh Stine :-)

Hvis du vil se hele dokumentaren, kan du klikke lige her