Her er navnet på Esbjergs nye ishockey-hold

Farven er gul og navnet Esbjerg Energy. Esbjergs ishockey-hold er klar i nye klæder, efter at EfB Esbjerg har trukket sig væk fra isen for at koncentrere om superligafodbold.

Navnet skal symbolisere spillernes høje energiniveau, og logoet med fem stjerner på den gule baggrund har referencer til den stolte fortid med fem danske mesterskaber og byens udvikling som Danmarks energi-metropol.

Esbjerg Energys bestyrelsesformand, Christian Rølmer Christensen fortæller, at der både er et nostalgisk og kommercielt aspekt i valget af nyt navn og logo.

- Mange gode kræfter i Esbjerg arbejder for at redefinere byens image og gøre endnu mere synligt, hvad der foregår i energisektoren, som rigtig mange virksomheder har en direkte eller indirekte relation til. Det forventer vi at drage fordel af, både sponsormæssigt og ved at tilbyde et uformelt alternativ til de udmærkede netværk, branchen i forvejen har. Vi tilbyder at mødes og dele oplevelsen ved en ishockeykamp med masser af energi, fart og spænding, siger Esbjerg Energys bestyrelsesformand, Christian Rølmer Christensen.

Han røber, at den gule farve også vil være dominerende på den spilledragt til hjemmekampe, som vil blive præsenteret umiddelbart før sæsonstarten den 24. september, hvor Esbjerg Energy møder Frederikshavn White Hawks. Her vil tilhængerne kunne se et Esbjerg-hold med en trøjefarve, der får tankerne til at glide tilbage til de tider, da byens ishockeyhold vandt fem danske mesterskaber.