Her er reglerne for økobyen - kunne du leve sådan?

Økosamfundet Soleng på Broagerland arbejder på en vision om at være bl.a. CO2-fri, gældfri og enige uden håndsoprækning.

Selvforsynende med frugt og grønt, solenergi og sociokrati. Det er blot nogle af vilkår, man skal være villig til at leve efter for at bosætte sig i økolandsbyen Soleng ved Sønderborg.

I landsbyen Gammelgab på Broagerland har foreløbigt fem familier bosat sig i deres vision for fremtiden, og de håber, at 13 flere familier med tiden slutter sig til dem og deres vision om en CO2- og gældsfri tilværelse.

Her handler det om at stå af ræset ved at skabe sig en bæredygtig og giftfri tilværelse for sig selv og sine børn - i fællesskab med andre.

Ambitionen er at blive i alt 18 familier på de 11 hektar, og i praksis skal man være i stand til at spare, dele og økonomisere med ressourcerne.

I visionerne for Soleng står bl.a., at man vil:

  • gå foran i Sønderborg Kommunes målsætning om at være CO2-frie i 2029.
  • arbejde for gældfrihed.
  • være selvforsynende med grøntsager, frugt/bær, urter og æg.
  • begrænse kødforbrug til et minimum.
  • bygge med så få og så miljøvenlige materialer som muligt.
  • benytte sig af solenergi, jordvarme og vindenergi.
  • arbejde med reduktion af affald, transport af fødevarer og byggematerialer.

Økosamfundet Soleng

  • Retten til en grund: 69.500 kr.
  • Byggemodning: ca. 50.000 kr.
  • Jordleje (afbetaling af gården): ca. 1.000 kr. månedligt.
  • Kontingent (vedligehold af alt fælles): ca 200 kr. månedligt.


  • Huset skal stå færdig senest fem år fra byggemodning.

Demokrati version 2,0

Hvert år afholdes et fællesråd, som er Solengs øverste ledelse. Her er der mødepligt for andelshaverne, og her fastsættes bl.a. de overordnede principper for det kommende år.

Også her skal man være indstillet på en alternativ løsning på eventuelle problemer eller store beslutninger. I stedet for at benytte sig af den velkendte demokratiske håndsoprækning, hvor flertallet bestemmer, benytter Soleng sig af sociokrati.

Det er beslutning ved “kontent”, som det hedder sig i Solengs vedtægter.

Det er en slags enighed, der tager udgangspunkt i det, alle kan tolerere. Man kan ikke nedlægge veto og samtidig bliver ingen trynet i afstemninger. På Soleng tror man på, at “i det øjeblik hver eneste deltager har forstået at han/hun har garanti mod at blive ignoreret, opstår en helt ny tryghed, som frigør både fælles viden og fælles fantasi”.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.