Her er skolerne, hvor elever har set prøverne

I Syd- og Sønderjylland har elever på fire skoler set årets afgangsprøver på forhånd. Det er foruden Sportsefterskolen Sine i Løgumkloster også BGI Akademiet i Hornsyld og Privatskolen Als og Sønderskov-Skolen i Sønderborg.

I alt 185 elever fra 11 forskellige skoler er kommet i besiddelse af afgangsprøverne til 10. klasse, oplyser Undervisningsministeriet.

Sagen har sit udspring på Sportsefterskolen Sine i Løgumkloster. Her fik en elev udleveret et USB-stik af en lærer, og vedkommende opdagede, at hukommelses-nøglen indeholde årets afgangsprøver til 10.klasserne.

Opgaverne er angiveligt delt med en række elever på efterskolen i Løgumkloster. Men de er også sendt til skoler i det meste af Jylland ? fra Lemvig til Sønderborg ? og en enkelt skole på Fyn.

 

Det er elever fra disse skoler, som har haft fingrene i årets 10. klasses-afgangsprøver til dansk, matematik, engelsk og tysk.

  •  Sportsefterskolen Sine, Løgumkloster
  •  Randers Realskole
  •  Vinderup Realskole
  •  Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole
  •  Sønderskov-Skolen 10'eren, Sønderborg
  •  Nørrevangsskolen Randers
  •  BGI akademiet, Hornsyld
  •  Tieren Skive - 10. Klasse Center Skive
  •  Christinelystskolen
  •  Hjemly Idrætsefterskole, Ringe
  •  Privatskolen Als, Sønderborg
Kilde: Undervisningsministeriet.