Her slår Danni rekorden i 24 timers løb

Danni Callesen fra Ribe har både slået danmarksrekord og samlet ind til Kræftens Bekæmpelse efter et døgn på løbebåndet.

Søndag morgen har pulsen været høj 24 timer i træk, og benene har løbet godt 208 kilometer. Da tiden endelig giver lov til at træde af løbebåndet, klapper publikum af den nyudnævnte Danmarksmester i 24 timers løb på løbebånd.

- Jeg kan slet ikke mærke mine ben lige nu, siger Danni Callesen selv efter løbet til TV SYD.

Med de 208 kilometer bidrager Danni Callesen til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. For hver kilometer han har lagt bag sig på båndet, lægger private sponsorer nemlig et beløb i organisationens indsamlingsbøsse.

Danni Callesen hoppede på løbebåndet i Esbjerg lørdag morgen og har løbet hele natten, kun afbrudt af korte pauser.

- Jeg gør det for at prøve mig selv af, siger danmarksmesteren, der efter løbet har slået den hidtidige rekord på 204 kilometer i 24 timers løb på løbebånd.

Danni Callesen er stadig ved at få overblik over, hvor mange penge det er lykkedes ham at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Landsindsamlingen går til forskning, patientstøtte og forebyggelse af cancer.

Det går Kræftens Bekæmpelses indsamling til