Herberg er fyldt op: hjemløse må sove i kulden

I Vejle har de fået så mange hjemløse, at der ikke er plads til dem på det lokale herberg. Det betyder at mange hjemløse må sove udenfor.

Vejle herberg får rigtig mange henvendelser fra hjemløse, der gerne vil have et sted at sove. Men hver dag må herberget afvise flere hjemløse og overlade dem til at sove udenfor i det kolde vintervejr. Der er nemlig fyldt helt op i herbergets lokaler. Den daglige leder har sit eget bud på, hvad det skyldes

- Jeg tror at det har noget at gøre med at folk ryger ud af deres boliger. De kan ikke finde boliger til det prisniveau de måske har råd til. Det findes ikke her i Vejle. For det er nemlig ikke kun narkomaner og alkoholikere der kommer her. Det er også Hr. og Fru Danmarks børn, siger Bettina Sørensen, daglig leder for Vejle Herberg til TV SYD

Én af dem, der har fået en sengeplads på Vejle Herberg er Jimmy Lind, som har været hjemløs i et halvt år. Jimmy Lind har mange gange sovet udenfor på gaden og forsøgt at holde varmen. Derfor føler han sig meget heldig, fordi han har fået et sted at sove.

Jimmy Lind fortæller om, hvordan det er at sove på gaden, når det er vinter og koldt.

Ifølge Vejle Herberg lukker de så mange hjemløse ind som muligt – også selvom nogle af dem må sove på madrasser eller i lænestole.