Historisk bygning nomineret til pris

Kedelbygningen i Spinderihallerne i Vejle er nomineret til en pris for Danmarks bedste renoveringsprojekt.

Seks projekter er nomineret til RENOVER prisen 2016 - heriblandt Kedelbygningen i Vejle.

Spinderihallerne fungerede som bomuldsspinderi fra 1896 og frem til 1969. I dag er bygningerne totalrenoveret og er indrettet til kunstnere og kreative virksomheder. Prisen for Danmarks bedste renoveringsprojekt er blevet til for at anerkende renoveringsprojekter, der fornyer bygninger, samtidig med at de holder fast i udtrykket.

- Vi er super glade. Det er en stor anerkendelse og en måde for os at give noget tilbage til de lokale politikere, der har investeret i bygningen. Vi er stolte af at være nominerede, fordi det bekræfter vores eget indtryk af renoveringsprojektet, siger Katrine Holm Kanstrup fra Innovation og Entreprenørskab, Vejle Kommune, i en pressemeddelelse.

Renoveringsprisen bliver uddelt den 1. september.