Historisk fastelavn på Koldinghus

Koldinghus slog søndag porten op til fastelavnsfest for børn mellem 3 og 7 år. Her var fastelavnslege fra middelalderen, grufulde fortællinger om fastelavn i gamle dage og selvfølgelig slå-katten-af-tønden.

Oprindeligt var fastelavn en voksenfest, hvor både mænd og kvinder - rige som fattige - klædte sig ud og festede med rigelige mængder mad og drikke. Festlighederne varede en hel uge. I dag er fastelavn børnenes fest og varer en enkelt dag.

At "slå katten af tønden" er en skik, som er mere end 500 år gammel. Helt frem til slutningen af 1800-tallet kunne man opleve tøndeslagning med en levende kat. Men katten var ikke det eneste dyr, som "festen" kunne gå ud over. Andre lege handlede om at rykke hovedet af en levende gås eller hane, der var ophængt i benene.

-Vi vil med dette arrangement dels fortælle børnene om traditioner og lege, der har rødder helt tilbage i middelalderen, dels vil vi gerne give dem en sjov og anderledes oplevelse på det gamle kongeslot. Men der kommer ikke levende dyr i tønden, lover museumsdirektør Poul Dedenroth-Schou.