Historisk strandhotel står til nedrivning

Selvom familien Frandsen har drevet Vejers Strandhotel i 60 år, får de ikke mulighed for at købe grunden. Det er mangel på respekt, mener folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen, der nu kræver svar fra miljøministeren.

Fremtiden for strandhotellet i Vejers ser alt andet end lys ud. Efter at det statslige ejendomsselskab Freja har fået overdraget grunden fra Naturstyrelsen, er planen at rive hotellet ned og sælge grunden.

Det betyder samtidig, at familien Frandsen, der har drevet hotellet i 60 år, har fået opsagt deres lejekontrakt og nu må forlade stedet.

For selvom familien gerne vil købe grunden, bliver den mulighed afvist. Det, mener det socialdemokratiske folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen, er helt forkert. 

Vejers Strandhotel i 91 år ligget i første parket med udsigt over Vesterhavet.
Vejers Strandhotel i 91 år ligget i første parket med udsigt over Vesterhavet.

- Loven giver mulighed for at tage hensyn i den slags sager. Når det drejer sig om et hotel, som en familie har drevet i 60 år, og hvor de selv bor på matriklen, så bør der også tages det hensyn, siger Christian Rabjerg Madsen, til TV SYD. 

I et skriftligt svar, som Christian Rabjerg Madsen har fået i sagen fra Miljø- og Fødevareministeriet, oplyser ministeriet, at enkeltpersoner ikke må forfordeles, og der skal derfor være et offentligt udbud.

- Jeg siger ikke, at grunden skal sælges under den vurdering, der er, men jeg mener, at der bør vises en større respekt for borgerne i sådan en sag, siger Christian Rabjerg Madsen.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen skal i dag onsdag svare på spørgsmål i sagen i Folketingssalen.