TV der bevæger dig

Hjemlig hygge og succeshistorier skal hjælpe udsatte borgere

00:44

Brugerne af Din Indgang i Fredericia skal føle sig velkomne - og det handler om succes og muligheder - ikke begrænsninger.

Brugerne af Din Indgang i Fredericia skal føle sig velkomne - og det handler om succes og muligheder - ikke begrænsninger. Foto: Kasper Larsen, TV SYD

1 af 2

Fredericia Kommune vil fokusere på udsatte borgeres succeser og muligheder – frem for deres begrænsninger. Det sker med et nyt projekt på havnen.

Siden september har Fredericia Kommune ændret mødet med voksne borgere med psykiske, fysiske og sociale udfordringer.

I stedet for at de skal møde op på kommunen, så kan borgerne nu gå direkte ind fra gaden i et hyggeligt lille hus på havnen, det såkaldte Din Indgang på Gothersgade 44, og få sig en snak. Fokus er ikke på udfordringer - men på succeser og muligheder. Det glæder brugerne.

- Når man kommer herned, så er man en person som alle andre - ikke en patient, siger Kristoffer Jeberg til TV SYD.

Han har siden teenagealderen lidt af angst og tvangstanker, der har gjort det svært for ham at finde og håndtere et arbejde.

Der er et hjemligt miljø her. En stue, kan man sige. Det betyder meget, når man er sygdomsramt.

Kristoffer Jeberg, Fredericia

- Jeg har følt en skam i mig selv, der har ødelagt det hele for mig i dagligdagen.

Nu er han en af de 750 borgere, der indtil videre har søgt hjælp ved Din Indgang, som Fredericia Kommune har døbt kontoret, der skal være en rar oplevelse for brugerne.

- Man kommer ind, og så er der et hjemligt miljø her. En stue, kan man sige. Det betyder meget, når man som sygdomsramt har været meget inde omkring det offentlige, hvor man trækker et nummer og sætter sig. Sådan er det slet ikke her, forklarer Kristoffer Jeberg.

Projektet har kørt siden september og har primært to socialrådgivere tilknyttet. Det lader til, at der er sket en forskel fra den gamle myndighedsafdeling i kommunen til det nye hjemsted på havnen.

- Før var der lås på, nu kan du bare gå ind ad døren i åbningstiden. Før skulle du bestille tid, der var en masse sagsbehandling og der skulle indhentes lægeoplysninger. Nu får du hjælpen med det samme, forklarer socialrådgiver Louise Palle.

Fredericia Kommune forventer at den officielle åbning af ”Din Indgang” finder sted i marts.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu