Frisør Janni Kjærgaard fik en god ide: Brugte fridag på at klippe hjemløse

En frisør fra Varde lukker butikken i morgen, og alle fire ansatte tager på Café Paraplyen for at ordne hår på de socialt udsatte, der kommer dér.

Det er Janni Kjærgaard, ejer af Rustic Hair and Makeup i Varde, der fik ideen.

- Jeg plejer at købe Hus Forbi (Hjemløsebladet. red.) af sælgeren, der står nede foran Løvbjerg. Så kom jeg til at tænke på, hvem der mon klipper ham. Da jeg spurgte ham, sagde han, at det var en kammerat, og at de skiftedes til at klippe hinanden, fortæller Janni Kjærgaard.

- Så tænkte jeg, at vi jo godt kunne hjælpe ham og hans kammerater med at få et pænt hår uden beregning, fortæller Janni.

Som sagt så gjort

Janni ringede til Rita Christensen, der er leder af Cafe Paraplyen i Varde, der er et værested for socialt udsatte af mange slags, ikke kun hjemløse, og hun var fyr og flamme.

- Det er rigtigt fint. Mange af vores brugere kommer ikke til frisøren, så det er en fin gestus, siger Rita Christensen.

Fridag taget i brug

Nu kom vi til at skrive, at de lukker mandag, men det gør de sådan set altid. Mandag er deres ugentlige fridag, som de altså bruger på gæsterne på Paraplyen, Janni og hendes tre ansatte. Selv frisøreleven har fået fri fra Teknisk Skole for at være med.

De flinke frisører fra Rustic Hair og Makeup har lånt et transportabelt vaskeskjold og en bruser, så det bliver helt efter frisørgrundbogen.

- Jeg synes, vi allesammen har et socialt ansvar. Her i Varde har vi "Varde giv det videre", der hjælper børnefamilier, men jeg synes, der mangler lidt til voksne, der er i nød, slutter Janni Kjærgaard.