TV der bevæger dig

Hjemløst par fandt hinanden på gaden: Nu skal de giftes

00:18

Det hjemløse brudepar Gilbert ’Bamse’ Østrup og Capella ’Mulle’ Fricke har fundet kærligheden på gaden, og torsdag bliver de gift.

Selvom livet på gaden er hårdt, så kan det også være der, man finder kærligheden. Det er Gilbert ’Bamse’ Østrup og Capella ’Mulle’ Fricke beviset på.

De er begge hjemløse, han fra København - og hun fra Fredericia, og ”Hus Forbi”-sælgere. De sover normalt på herberget i Vejle eller ved venner og bekendte. Men torsdag eftermiddag bliver de viet i Diakonikirken i Vejle, hvor alle er velkomne. Diakonikirken er indrettet i det tidligere kapel på Østre Kirkegård. Kirken henvender sig specielt til socialt udsatte.

Gommen skal vies i sin ”Hus Forbi”-uniform, mens bruden skal i kjole. Hun skal følges op af gulvet af Fie, som er en Sankt Bernhards-hund fra ”Hus Forbi”. Gommen ankommer på KFUM’s Sociale Arbejdes røde ladcykel – og gommen vil køre fra vielsen med sin brud på ladet.

- Det er noget, jeg ikke regnede med, kunne ske. Et eller andet sted er det faktisk en overraskelse for mig selv over, jeg er nået så langt, som jeg er, fortæller Capella ’Mulle’ Fricke.  

Begivenheden fejres efterfølgende på den sociale Café Parasollen. Brudeparret har de sidste to år brugt Café Parasollen – blandt andet ved caféens suppeaftener, og de betragter begge Café Parasollen som det nærmeste på et hjem.

Café Parasollens medarbejdere har hjulpet med planlægningen af brylluppet, og de har fundet en række sponsorer. Det gør, at torsdagens traditionelle suppeaften er blevet erstattet med helstegt pattegris og en bryllupskage.

Derudover har brudeparret fået sponsoreret brudbuket, flot hår, livemusik og efterfølgende overnatning på et hotel i Vejle. Og selvom det hele lyder noget bedre end livet som hjemløs, så skruer brudeparret ikke forventningerne helt i vejret, selvom de glæder sig til den store dag.

- Jeg har ikke de vilde forventninger, fordi så bliver man ikke skuffet i sidste ende, fortæller Capella ’Mulle’ Fricke.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden