Hjemmehjælper overfaldet

En hjemmehjælper blev i går overfaldet af to udenlandske personer, der nu er eftersøgt for røveri.

Det er Sønderborg Kommune, der i en pressemeddelelse opfordrer sine ældre borgere til at låse døren og kun lukke folk ind, man kender. Det gør kommunen, efter en ubehagelig oplevelse en hjemmehjælper og en borger i Ulkebøl havde i går.

Her var et udenlandsk udseende par, en mand og en kvinde, gået ind i borgerens hjem. Den ældre borger troede, det var hjemmehjælpen, men undrede sig over at hun ikke sagde hej. Først da den rigtige hjemmehjælper kom, opdagede den ældre, at to ubudne gæster stod i soveværelset og rodede i et smykkeskrin.

Da hjemmehjælperen spørger, hvad de har gang i, får røverne væltet hjemmehjælperen, der får nogle knubs og skrammer. Parret forsvandt i en sølvfarvet, hollandsk indregistreret bil.