TV der bevæger dig

Hjemmeplejen i Sønderborg undersøges

02:16

Karenn Toft-Detlefsen kritik af hjemmeplejen i Sønderborg sætter en undersøgelse i gang.

1 af 2

Sønderborg Kommune sætter gang i en undersøgelse af snyd i hjemmeplejen.

Det sker efter, at en tidligere sosuassistent i kommunen, Karenn Toft-Detlefsen, onsdag aften stod frem i TV2 Nyhederne og fortalte, hvordan hun havde været med til at snyde med tidsregistrering og løbe private ærinder i arbejdstiden.

Ifølge kvinden snød flere af hendes kolleger i hjemmeplejen på samme måde.

Formanden for seniorudvalget i Sønderborg Kommune, Jesper Rosanes, siger, at han ser på sagen med den største alvor:

- Men vi er nødt til at kende fakta, før vi reagerer, men reagerer - dét gør vi. Jeg har i første omgang bedt om at få undersøgt, hvor og hvornår den tidligere ansatte, som udtalte sig på TV2, har været ansat i Sønderborg Kommune, siger han i en pressemeddelelse.

Sønderborg Kommune har som andre kommuner valgt at droppe tidsregistreringen på de håndholdte computere - såkaldte pda'ere - netop for at vise de ansatte tillid. TV2 Nyhederne har afsløret, at københavnske hjemmehjælpere også svindler med tidsregistreringen på computerne.

Modstrid med værdier

- Det er helt i modstrid med vore værdier Det er en højst overrasket og bekymret direktør i Ældreservice i Sønderborg Kommune, Tim Hansen.

- Det er helt i modstrid med de værdier, vi arbejder efter, blandt andet nærvær og respekt. Det ligger mig meget på sinde at vise tillid til medarbejderne, og det ved jeg, at også langt, langt de fleste kan leve op til.
 
Han fortæller videre, at strukturen i Ældreservice i år er lagt om, således at hjemmeplejen er skilt ud fra plejecentrene og samlet i sin egen organisation.

- Formålet med den ændring er at få ledelsen tættere på medarbejderne og dermed borgerne. Samtidig har vi ansat planlæggere til at organisere ruterne, også i bestræbelserne på at være tættere på borgerne og få mest mulig tid i hjemmene, siger Tim Hansen.

Selvransagelse

Den seneste uges afsløringer om svindel i den københavnske hjemmepleje giver anledning til selvransagelse hos kommuner over hele landet.

TV2 har fortalt, hvordan hjemmehjælpere snyder med tidsregistrering, løber private ærinder og holder fri, selv om de burde være på arbejde.

Og mails fra hjemmehjælpere over hele landet til tv-stationen viser, at det ikke kun er hjemmehjælpere i København, der tager lige lovlig let på arbejdet.

I brevene fortælles om snyd fra ikke mindre end 21 forskellige byer landet over.

- Hvis det er foregået hos os, så er jeg meget ked af det. I forvejen er hjemmehjælpen i vores kommune skåret ned til et absolut minimum, og får man ikke engang det, fordi hjemmehjælperen holder fri eller er gået til frokost, så er det en katastrofe, siger formanden for seniorudvalget i Kolding Kommune, Søren Rasmussen (DF) til Ritzau.

Han understreger, at langt de fleste af hjemmehjælperne gør et godt og grundigt stykke arbejde.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden