TV der bevæger dig

Hjemmeplejen skifter nøgler ud med nøglekort

Hjemmehjælpere og hjemmesygeplejersker i Varde Kommune kan efter nytår låse sig ind hos ældre og handicappede uden at have nøgle med.

 Varde tester sammen med fem andre kommuner et nyt elektronisk nøglesystem. 
90 borgere i den vestlige del af Varde Kommune får som de første installeret et nyt elektronisk adgangssystem, der giver medarbejdere i hjemmeplejen og hjemmesygeplejersker mulighed for at komme ind og hjælpe.
Hjemmeplejen har nøgler til 600 hjem, hvor beboeren har brug for hjemmehjælp og sygepleje, og i første omgang er det borgere i Oksbøl, Janderup, Ho og Blåvand, der tester det nye system. På længere sigt kan det blive udbredt til alle med behov for hjælp.

Tryghed og sparet tid

Nøgler og nøglebokse bliver afløst af et elektronisk nøglekort, der giver adgang, når man holder det op foran døren. 
- Det særlige ved systemet er, at man ikke kan se på døren, at her bor en borger, der har brug for hjælp. Og skulle det ske, at man taber nøglekortet, kan man hurtigt ringe og få det lukket, siger udviklingskonsulent Berit Beier, Sundhed og Omsorg, Varde Kommune.
Det vil give brugerne større tryghed og spare tid i hjemmeplejen. Medarbejderne slipper for at køre efter nøgler ? eksempelvis ved sygdom. Låsesystemet er online via telefonnettet.

Esbjerg og Billund tester også

- Det er hurtigt at oprette et kort, og i særlige situationer er der mulighed for at åbne for læge eller ambulance, så de ikke skal vente på, at hjemmeplejen eller hjemmesygeplejersken kommer og lukker op, siger Berit Beier.
For projektet står Access Technology Aps., og Fornyelsesfonden har givet over fem mio. kr. i tilskud. Med er foruden Varde Kommune, Esbjerg, Ballerup, Svendborg, Billund og Viborg.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu