Hjemmesygeplejersker som førstehjælpere

Region Syddanmark indfører en ny ordning, hvor hjemmesygeplejersker i Varde Kommune skal fungere som førstehjælpere.

Hjemmesygeplejerskerne skal således være en del af regionens præhospitale beredskab i Varde Kommune. I første omgang gælder det en to-årig forsøgsordning, hvor hjemmesygeplejerskerne skal supplere ambulancerne, akutbilerne og akutlægebilerne i området.

Syv biler er derfor blevet udstyret med hjertestarter, iltapparat og førstehjælpstaske, ligesom hjemmesygeplejerskerne har været på videreuddannelse. 

Region Syddanmark fik i starten af 2011 tilsagn om knap 1,5 millioner kroner fra det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium til udbygning af det præhospitale beredskab i Varde.