Hjemmeværnet efterlyser respekt

Hjemmeværnsfolkene oplever i flere og flere tilfælde, at de anvisninger de kommer med bliver overhørt. Senest blev to påkørt ved dyrskuet i Aabenraa.

De står der hver gang. Til koncerter, sommerfester eller motionsløb. Hjemmeværnet som sørger for at trafikken til store arrangementer forløber glidende. I flere år har de været udsat for satire, men nu er det blevet en tand grovere. Der er flere og flere som ikke retter sig efter de grønklædtes anvisninger.

- Vi havde et eksempel på det ved dyrskuet i Aabenraa, hvor to hjemmeværnsfolk blev påkørt af en bilist, der ikke ville følge deres anvisninger om at køre en bestemt vej, siger politikommissær Anders Hansen fra lokalpolitiet i Aabenraa.

Juridisk set så skal hjemmeværnsfolk respekteres på linje med almindelige politibetjente. De er omfattet af samme paragraffer i straffeloven. Derfor undrer det, at de ikke får samme respekt som politiet traditionelt optræder.

- Vi vil godt appellere til, at alle respekterer det store arbejde, hjemmeværnsfolkene gør for at sørge for trafiksikkerhed og orden. Følg deres anvisninger og hav respekt for dem ? både som mennesker og som myndighedspersoner. Desværre ser vi jævnligt det modsatte, siger Anders Hansen.

Bilisten fra dyrskuet i Aabenraa der påkørte de to hjemmeværnsfolk er nu sigtet af politiet. Hvad tiltalen skal lyde på er endnu uklart.