Hjemmeværnet er parate til at stille med våben ved grænsen

Skal hjemmeværnet hjælpe politiet med at kontrollere ved grænsen, så er de klar til det. Også selvom de skal stille med våben.

Skulle Hjemmeværnet komme i en situation, hvor de bliver bedt om at stille med våben ved grænsen for at aflaste politiet med kontrollen, så er de parate til det. Det siger Bjarne Laustsen, kommitteret for Hjemmeværnet, til TV SYD.

- Jeg tvivler på, vi bliver bedt om det. Men bliver vi bedt om det, så skal vi kunne stille med det. Det er vores folk også trænede og øvede i, siger han.

Han tror dog ikke, det bliver et muligt scenarie.

- Det tror jeg ikke kommer til at ske, men der kan være en situation, hvor Rigspolitichefen og ministeren vurderer, der er behov for det. Så er vi i Hjemmeværnet altid parate til det, men det tror jeg ikke, der bliver tale om i den her sammenhæng, siger Bjarne Laustsen, der også er folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

Du kan i klippet se, hvordan Bjarne Laustsen forholder sig til, at politiet eventuelt skal stille med våben ved grænsen, hvis det bliver besluttet af Folketinget.

Bjarne Laustsen siger, Hjemmeværnet er klar til at stille med våben.