Hjemmeværnsskole skal måske omdannes til stor flygtningelejr

Lokale politikere og hjemmeværnsfolk i Nymindegab er bekymrede for, at Nymindegablejren muligvis skal huse op mod 1500 flygtninge.

Der er slet ikke truffet nogen beslutning endnu, men rygtet om at hjemmeværnsskolen den måske omdannes til et midlertidigt hjemsted for flygtninge, har for længst spredt sig i lokalområdet og bl.a. det lokale folketingsmedlem Hans Christian Thoning (V) er bekymret for udsigterne.

-Nymindegab by den er ikke så forfærdelig stor og jeg kunne da godt forestille mig, og nu er det nogle store tal der er nævnt, at det vil være noget af en udfordring for en by af Nymindegabs størrelse, siger Hans Christian Thoning til TV SYD.

Men også i forhold til hjemmeværnsskolens fremtid er der bekymring, fordi den i mange år har fungeret som skole for rigtig mange hjemmeværnsfolk.

-Hvis vi skal flytte herfra, så betyder det uvægerligt et kompetencetab, og ikke alle medarbejdere har mulighed for at flytte med. Så min bekymring går på, at hvis vi ikke længere skal være i Nymindegab, vil vi så også fremadrettet kunne tilbyde de gode uddannelser til vores mange tusind frivillige, siger oberst  Jens Sund fra Hjemmeværnet til TV SYD.

Forsvarsministeriet fortæller i dag til TV SYD, at der løbende pågår overvejelser om støtte i forbindelse med flygtningesituationen i Danmark, men der er ikke truffet beslutning om at stille yderligere etablissementer til rådighed, lyder det fra Forsvarsministeriet.