Hjerneflugt fra landdistrikter

Kommuner i landdistrikter bliver drænet for de bedste hjerner. De bliver eksporteret til især København, men også større byer som Aarhus, Odense og Aalborg.

Tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har undersøgt, hvor personer med en lang videregående uddannelse mellem 36 og 40 år boede, da de var 15 år.

Analysen viser, at landdistrikterne eller udkantsområder bliver drænet for hjernekraft årgang efter årgang.

I kommuner som Hedensted, Vejen, Billund og Ikast-Brande får mellem 7,3 og 7,7 procent af de unge en lang videregående uddannelse.

Andelen af indbyggere i de tre kommuner med en lang videregående uddannelse er kun mellem 3,9 og 4,5 procent.

Dobbelt ramt

Omvendt får 27,6 procent af de unge i en københavnsk forstadskommune som Rudersdal en lang videregående uddannelse.

Andelen af indbyggere i kommunen med en lang akademisk uddannelse er på 34,7 procent. Kommunen importerer med andre ord gode hjerner fra andre steder i landet.

I København bliver 48,6 procent med en lang videregående boende.
I Kolding ligger tallet på 20,1 procent.

I bunden ligger kommuner som Tønder, Ikast-Brande, Vejen og Billund. I Billund er det kun 5,5 procent, der kommer tilbage, når de har fået en lang uddannelse.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at udkantsområderne er ramt dobbelt af hjerneflugten. Ikke alene forsvinder de klogeste. Der bliver også færre kloge forældre, som er i stand til at præge deres børn til at studere.

Hent hele undersøgelsen på tænketankens hjemmeside.