Hjerneskadede føler sig forvist

I to timer haglede spørgsmålene ned over fire byrådsmedlemmer i Esbjerg. Spørgerne var hjerneskadede, som føler, at de bliver forvist til en tom skole i landsbyen Vester Nebel - ca. 14 km øst for byen.

Flertallet af kursisterne på CSV, som skolen hedder, er "unge med særlige behov", som det officielt hedder.

Der er også voksne, der har fået en hjerneskade, f.eks. efter en blodprop i hjernen.

En rask cykeltur

I øjeblikket mødes de hjerneskadede to gange om ugen på et kursuscenter i den nordlige del af Esbjerg. En rask cykeltur - eller en hurtig bustur fra banegården.

Men til sommer overtages lokalerne af Social- og Sundhedsskolen, som har hjemme i samme bygning.

Liv i gammel skole

Politikerne har foreslået, at de hjerneskadede flyttes til enten det nuværende jobcenter i Esbjerg - eller til den lukkede landsbyskole i Vester Nebel. Og specielt den sidste mulighed protesterer de hjerneskadede imod.

Politikerne ser en flytning til Vester Nebel som en mulighed for at skabe liv i den gamle skole - og i landsbyen.

Og politikerne har faktisk allerede truffet det, som de kalder "en påtænkt beslutning". Og chancerne er ikke store for at den beslutning ændres.

I høring

På mødet i dag blev der bl.a. peget på, at det ikke er muligt for ellers selvhjulpne brugere at komme helt til Vester Nebel, f.eks. på en el-kørestol.

Forlaget om flytning af kursuscentret er til høring i øjeblikket.