TV der bevæger dig

Hjertepatienter venter for længe

KAG-undersøgelse på Vejle Sygehus. Region Syddanmark har problemer med ventetiden. (Arkivfoto)

Region Syddanmark har problemer med at opfylde Sundhedsstyrelsens krav om hurtig behandling af patienter med hjertekramper. Hver tredje patient venter længere end lovet i hjertepakkerne i 2010.

Det viser Hjerteforeningens analyse af en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen fra fjerde kvartal af 2011.

Må vente for længe

I store dele af landet må hjertepatienter vente længere end de 25 hverdage, der er målet i hjertepakkerne, på at blive udredt og behandlet for hjertekrampe med ballonudvidelse.

For eksempel har 59 patienter af i alt 167 hjertepatienter i Region Syddanmark ventet mere end 25 dage fra henvisning til behandling af hjertekramper i forbindelse med forkalkning af kranspulsåren.

Ekstra frustrerende

Oveni kommer så ventetiden fra, at den praktiserende læge henviser til et sygehus, til hjertepatienten rent faktisk bliver undersøgt.

- Indførelse af hjertepakkerne er på papiret et stort fremskridt for de hjertepatienter, der er omfattet af pakkerne. Derfor er det ekstra frustrerende, at de fastsatte ventetider ikke overholdes, siger Inge Vestbo, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Utryghed

- De pågældende hjertepatienter har levet i uvished i alt for lang tid. Det giver anledning til utryghed og frustration og kan i værste fald koste liv, siger hun.

Hjerteskanninger

Også ventetider på hjerteskanninger for at få stillet en diagnose, er generelt for lange. På regionshospitalet i Herning er ventetiden for eksempel oppe på 111 uger, og i Region Nordjylland er ventetiden generelt 12 uger.

- Det er helt uacceptabelt, at nogle hjertepatienter kan komme til at vente i mere end to år for at få stillet en diagnose, siger Inge Vestbo.

Hjerteforeningen opfordrer derfor Danske Regioner til at udvide tidsrummet for, hvornår der laves forundersøgelser uden for normal arbejdstid af personale på overarbejde.

- Selvom det vil koste noget, er det peanuts i forhold til, hvad det koster at folk får en blodprop, mens de venter, siger Inge Vestbo.

Regioner: Ikke penge til

- Der er klart områder, hvor vi ikke lever op til målene i hjertepakkerne. Men det er et kapacitetsspørgsmål, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), Viborg.

Han erkender med andre ord, at hjertepatienter venter længere, end de bør i forhold til hjertepakkerne.

- Jeg ville gerne have gjort det bedre, men vi har ikke penge til at øge aktiviteterne på hjerteområdet med den nuværende økonomi, siger Bent Hansen.

Fakta om hjertepakkerne

*Hjertepakkerne blev indført 1. januar 2010 for at sikre, at alle patienter
får samme hurtige og korrekte behandling på sygehuset.
*Pakkerne omfatter de fire alvorligste hjertesygdomme:
*Hjerteklapsygdom
*Hjertesvigt (hvor hjertet ikke pumper som det skal)
*Åreforsnævring i hjertets kranspulsårer
*Blodprop i hjertet
*Pakkerne er lavet i samarbejde mellem ledende læger, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Sundhedsstyrelsen

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu