HN Group fra Billund vinder Initiativpris

Plastvirksomheden har i dag modtaget Dansk Industris Initiativpris 2015

Prisen blev onsdag middag overrakt i Industriens Hus i København af H.K.H. Prins Joachim.

-Det er vigtigt, at vi i Danmark har fokus på de mindre og mellemstore virksomheders virke og udvikling og anerkender og hylder dem, som gør det godt, sagde Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og fremhævede, at virksomheden sidste år endte med et positivt resultat, som var mere end en tidobling af overskuddet i forhold til året før.

-Både mulighederne og dørene står åbne hos årets vinder. Virksomheden har ved flere lejligheder inviteret unge og interesserede indenfor, med det formål at styrke forståelsen for, hvordan en moderne produktionsvirksomhed fungerer, og for at gøre flere unge interesserede i at tage en erhvervsuddannelse som faglært inden for industrien, sagde Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.

Initiativprisen til HN Group A/S blev vundet i konkurrence med 18 kandidater til DI?s nationale initiativpris. Prisen blev overrakt i forbindelse med en konference for mindre og mellemstore virksomheder.

HN Group producerer sprøjtestøbte og vakuumformede emner til industrien i Danmark, Skandinavien og Europa og en række fjernmarkeder.

Det er primært produkter til bl.a. medico branchen, proces industrien, bilindustrien, fødevareindustrien og legetøjsbranchen. Og herhjemme er det blandt andet HN Group A/S Lego ringer til, når de skal have lavet nicheserier af de kendte klodser.

HN Group A/S er de seneste år vokset stødt. Alene i 2014 er antallet af medarbejdere næsten fordoblet, så der i dag er 85 ansatte.