Hobro-sejr øger Esbjerg-pres

Hobros sejr over AGF i superligaen fredag aften øger presset mod Esbjerg fB forud for mandagens kamp mod OB. Med sejren strøg Hobro nemlig forbi Esbjerg fB og overlod sidste- og nedrykningspladsen til Esbjerg.

Esbjerg har de to nye spillere klar til kampen mod fynboerne - Bjørn Paulsen fra SønderjyskE og islandske Victor Pálsson fra Helsingborgs IF. Og der er gode chancer for, at EfB's hjemmepublikum får de to 24-årige nyerhvervelser at se i aktion mod OB.

- Begge har gjort et fint indtryk under træningen og er faldet godt ind i truppen. Det er tydeligt, at de kommer med en god træningskultur og en professionel tilgang. De er koncentrerede, fokuserede og er på under alle træninger. Jeg er lidt ked af, at der bliver snakket så meget om deres fysik, for de er også købt med andre kompetencer. Bjørn og Victor har spillet på højt niveau længe og været profiler på deres tidligere hold. Det er man kun, hvis man også fodboldmæssigt har et godt niveau, siger EfB's cheftræner, Michael Pedersen.

Trods deres forholdsvis unge alder har Bjørn Paulsen og Victor Pálsson erfaring fra mange kampe på højt niveau. Michael Pedersen forventer, at de kan bidrage med ro til et hold, der har haft en problematisk start på den nye sæson i Alka Superliga, men ikke har tabt i de tre seneste kampe.