Højdeskræk – nej tak

Den nye Lillebæltsbro skal have skiftet dele af de sikkerhedsliner, der sikrer broarbejderne. En ny metode gør arbejdet nemmere.

Vejdirektoratet har taget en ny metode i brug til arbejdet med at skifte dele i sikkerhedslinerne på bærekablerne på Ny Lillebæltsbro. Det skriver TV 2 Fyn.

Der er 120 meter ned til vandet fra den øverste del af kablerne og pylonerne, så det er bestemt ikke for folk med højdeskræk.

Den ny metode kaldes ropeaccess. Den erstatter brugen af lifte og såkaldte skyclimbere.

Det betyder, at arbejdet kan gennemføres hurtigere, fordi broarbejderne har nemmere adgang til steder, hvor der skal arbejdes højt oppe over kørebanen.

Hvis det holder stik, ventes arbejdet færdiggjort i slutningen af juni.

Sikkerhedslinerne, der skal skiftes, sikrer de folk, der med jævne mellemrum arbejder på broens bærekabler.

Det er dog stadig nødvendigt at afspærre en kørebane og det ene nødspor under arbejdet. Der skal nemlig være plads til udstyr, og samtidig skal broarbejderne have sikker adgang til og fra kablerne. Det oplyser Vejdirektoratet.