Højer Design Efterskole vinder Counter-Strike mesterskab

Efterskoleeleverne fra Højer mødte i finalen for første gang modstand i CS-mesterskabet, men hev alligevel en sikker sejr hjem.

De overlegne elever fra Højer Design Efterskole har danset igennem hele turneringen, hvor de med lethed har tævet deres modstandere. Men i finalen fik de kamp til stregen af Frøslevlejrens Efterskole.

Første runde endte 16-1 til Højer Design Efterskole. Men i anden runde kom Frøslevlejrens Elever godt fra start, hvor de lagde sig foran 5-0, før eleverne fra Højer begyndte at skrue bissen på.

Højer Design Efterskole vand med besvær anden runde i finalen og sikrede sig dermed trofæet og mesterskabstitlen.

Finalen, der udfoldede sig i TV SYD studie i Kolding, blev fulgt og kommenteret af  den internationalt anerkendte Counter-Strike kommentator, Anders Blume. Han har igennem de sidste år kommenteret ved de mest prestigefyldte internationale turneringer over hele verden.

Og Anders Blume var imponeret over vindernes evner. 

- De udviste noget af den kvalitet, jeg kigger efter hos fremtidige spillere. De var godt coachet, og de tog en god time-out på et vigtigt tidspunkt. Det er et godt tegn, og jeg havde nok ikke forventet, at de var så mentalt klar, som de viste sig at være, siger han til TV SYD

Vil du gense turneringen, kan du finde indslagene her.