TV der bevæger dig

Højere fartgrænse skal få bilisterne til at sænke farten

Sønderborg Kommune hæver nu hastighedsgrænsen med 10 kilometer i timen på en af kommunens mest trafikerede veje. Det får flere bilister til at lette foden fra speederen, viser erfaringer.

Det er gode erfaringer fra Borgmester Andersens Vej, der får kommunen til at udvide forsøget. Foto: Sønderborg Kommune

Det er bedre at give bilisterne lov til at køre 60 kilometer i timen i stedet for 50 kilometer i timen.

Hvis formålet er at få farten ned.

Det er måske noget overraskende, men det viser erfaringerne fra Sønderborg Kommune, der nu hæver farten på Aabenraavej.

Forklaringen er, at indenfor byzonen er det, ifølge færdselsloven, ikke tilladt at sætte skilte op, der fortæller bilisterne, at de højst må køre 50 kilometer i timen.

Men hvis fartgrænsen hæves med 10 kilometer i timen, må kommunen godt sætte skilte op, der minder bilisterne om, at de ikke må køre mere end 60 kilometer i timen.

- Det lyder ret paradoksalt, men når vi nu har gode erfaringer med at få folk til at køre langsommere, når vi sætter tavler op med 60 kilometer i timen, så synes jeg, det er et forsøg værd, fortæller formand for Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard.

Har prøvet det før

Sønderborg Kommune satte i 2015 fartgrænsen op til 60 kilometer i timen på en af de andre stærkt trafikerede veje.

Her viste kommunens egne målinger, at efter fartgrænsen blev hævet med 10 kilometer faldt gennemsnitsfarten fra 57,1 kilometer i timen til 55,1 kilometer i timen.

Ændringen af hastighedsgrænsen gælder en strækning på 800 meter fra bygrænsen til lyskrydset Alssundvej-Gl. Aabenraavej. 

Her viser kommunens målinger, at gennemsnitsfarten på 50 kilometer strækningen er 56,4 kilometer i timen.

Planen er, at de nye 60 kilometer skilte bliver sat op inden årsskiftet.