TV der bevæger dig

Højere hastigheder i Sønderjylland

03:42

Regeringen har forslået, at hastigheden på de danske landeveje skal sættes op med 10 km/t. Forsøgene skal blandt andet foregå i Sønderjylland.

1 af 2

Forsøgene med højere hastigheder på de danske landeveje skal blandt andet foregå i Sønderjylland.

Regeringen har fremsat et forslag, der skal hæve hastighederne fra 80 km/t til 90 km/t på landevejene.

Vejdirektoratet skal de kommende måneder udpege de i alt ca. 100 km landeveje, hvor forsøgene skal foretages.

Og her forventes det i følge JyllandsPosten, at hovedparten bliver i Midt- og Vestjylland og i Sønderjylland.

Trafikforsker Harry Lahrmann er dog ikke glad for forsøgene.

- Når regeringen hæver hastigheden på landevejene med 10 kilometer i timen, så hæver den også antallet af dræbte og kvæstede i trafikken, siger Harry Lahrmann til Ritzau.

Flere ulykker

Han advarer mod forsøget, fordi det ikke stemmer overens med forskningens resultater og tidligere erfaringer.

- Det harmonerer overhovedet ikke med målene og forskningen på trafiksikkerheden. Der vil ske akkurat det samme som i 2004, hvor man hævede hastigheden til 130 km/t og skabte en masse ulykker, siger trafikforskeren.

Han understreger, at selvom der de sidste 20 år har været færre dræbte i trafikken, er det ikke tilfældet på landevejene.

- Landevejene er et stort problem i forvejen, hvor der sker flere ulykker. Vi har haft svært ved at finde frem til en løsning. Dette forsøg vil forværre situationen, siger Harry Lahrmann.

Hvis man ifølge Harry Lahrmann vil undgå flere ulykker, kræver det investeringer i øget sikkerhed på forsøgsstrækningerne og en omfattende ombygning af vejene.

- Hvis man kombinerer det med ombygning af vejene, bliver det sikrere. Men man skal gå fra de almindelige tosporede landeveje til tosporede motortrafikveje. Det koster et milliardbeløb og er et stort arbejde, siger trafikforskeren.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden