Højesteret gør op med aldersdiskriminering

Funktionærer over 60 år har ikke uden videre krav på en fratrædelsesgodtgørelse, hvis de bliver fyret.

Det fastslog Højesteret fredag i en sag om en ingeniør i Region Syddanmark, der blev afskediget som 63-årig.

Højesteret har dømt på grundlag af funktionærloven, men retten udtaler, at at funktionærloven bør ændres af Folketinget, da den er aldersdiskriminerende.

Funktionærer får normalt en fratrædelsesgodtgørelse på tre måneders løn efter 18 års ansættelse.

Arbejdsgiveren kan kræve, at fyrede over 60 år skal tære på deres pensionsordning, hvis de er indtrådt i den før det 50. år, i stedet for at få fratrædelsesgodtgørelse.

Offentlige virksomheder skal efter dommen individuelt vurdere, om funktionærer, der fratræder, agter at hæve af deres arbejdsgiverbetalte pensionsordning, eller om de fortsat vil være aktive på arbejdsmarkedet. En tilsvarende vurdering gælder ikke for fyrede under 60 år.

EU-Domstolen har fastslået, at den danske funktionærlov er i strid med unionens beskæftigelsesdirektiv, der forbyder diskrimination af medarbejdere på grund af deres alder.

Savner klar afgørelse

En lang række faglige sager har afventet afgørelse fra Højesteret. Det gælder blandt andet i fagforeningen FOA.

- Vi kan se, at hvis man som ledig søger job, og derved forfølger sin erhvervsmæssige karriere uden at hæve sin alderspension, så skal man have sin fratrædelsesgodtgørelse. Det siger Højesteret, og det kan hjælpe os og vores medlemmer i de kommende sager, så flere kan få godtgørelse, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Han understreger dog, at der stadig mangler nogle helt klare retningslinjer for, hvem der er berettiget til at modtage fratrædelsesgodtgørelse.

- Højesteret spiller bolden tilbage til lovgiver. Og det havde været langt bedre, hvis vi i dag stod med nogle klare retningslinjer. Det gør vi ikke. Og det betyder, at der fortsat er usikkerhed, siger Dennis Kristensen og fortsætter:

- Nu er det op til lovgiver at komme i gang med lave nogle klare retningslinjer. Vi bidrager gerne til det arbejde, for alle må have en interesse i, at ældre medarbejdere ikke skal gå rundt og være i tvivl, om de kan få fratrædelsesgodtgørelse eller ej.