TV der bevæger dig

Højesteret slår fast: Fejlbehandlede kan beholde erstatning

Region Syddanmark kan ikke kræve erstatninger tilbage, siger Højesteret.

Region Syddanmark krævede erstatning for fejlbehandling betalt tilbage, men det var forkert, fastslår Højesteret.

To patienter får lov at beholde en erstatning for fejlbehandling, selv om Region Syddanmark havde krævet pengene betalt tilbage. 

Det fastslår Højesteret i en principiel dom.

Sagen handler om to patienter, der blev tilkendt erstatning efter at have været udsat for fejlbehandling.

Men pengene blev halvandet år senere krævet tilbagebetalt af Region Syddanmark.

Det skete, da patienterne ville have Ankenævnet for Patienterstatning til at vurdere, om der var grundlag for yderligere erstatning.

I stedet for yderligere erstatning endte Ankenævnet med at slå fast, at der ikke var grundlag for erstatning.

På den baggrund krævede Region Syddanmark pengene tilbage, selv om der var gået halvandet år, siden pengene blev udbetalt.

Sagerne blev siden prøvet i by- og landsret, og her fik regionen medhold.

Men landets højeste retsinstans er kommet frem til et andet resultat.

Regionerne har de senere år skærpet deres praksis omkring anke af afgørelser om erstatninger.

Det har ført til den situation, at patienter eller pårørende har skullet tilbagebetale pengene, som måske allerede var blevet brugt.

Der har også været eksempler på, at regionerne har anlagt civile søgsmål mod patienter eller efterladte til afdøde patienter for at få pengene tilbage.